Dos Santos spiller til Music 4 Free

Hver uge sætter vi fokus på én af artisterne, der spiller til Music 4 Free. I denne uge er det det københavnske stortalent Dos Santos, der kæmper med det gode og det onde på sin nye single ”Minder Om Dig”, der er produceret af Nicki Pooyandeh.

Dos Santos overtager Skala.fm på fredag kl. 9-10, hvor han er gæstevært. Her kan du høre ham fortælle om nogle af sine favoritsange.

Dos Santos er fra Brasilien og fra København NV. ”Minder Om Dig” samler op hvor de tidligere singlesucceser ”Under Vand”, ”Dans I Morgen (feat. Wads)”, ”Folder Mine Hænder” og ”Dopamin” slap. Sidstnævnte har tilbragt mere end 180 dage i Top 50 i Danmark.

Til næste år fuldender Dos Santos sit hattrick på det københavnske spillested VEGA. Det startede med at han var med i VEGAs Udvalgte. Herefter udsolgte han sin koncert i Lille VEGA og nu venter Store VEGA den 19. februar ’26. Dos Santos er ude med singlen ”Minder Om Dig”, og næste udspil er også sat til udgivelse lige rundt om hjørnet. De to sange er en forsmag på musikerens kommende debutalbum. 

”2024 står som en rejse, der har taget mig et skridt videre. Et stort skridt. Selvfølgelig med min musik, men mest af alt for mig som menneske”, fortæller Dos Santos.

Dos Santos bevæger sig i et lydunivers, der forener dele af hans sydamerikanske sjæl med et nordisk twist. Med en opvækst både i Brasilien og Danmark er de to kulturer dybt forankreret i ham og hans sange.  

“Da jeg spillede min første headliner-koncert i Aarhus, så mødte jeg faktisk en masse, der kom fra Esbjerg. Jeg føler energien i Jylland er meget mere intensiv. Så skud ud til Jylland!”, fortæller Dos Santos.

Dos Santos spiller til Skala.fm Music 4 Free fredag den 20. juni på Torvet i Esbjerg.

Vælg region
SkalaFM