
Ude af Kurs
Når man får en ordentlig lussing af livet, så kan det virke uretfærdigt og uoverskueligt i øjeblikket. Men der gemmer sig også værdifulde læringer i oplevelserne. Og det er dem, som tv-journalisten Cecilie Buhl giver videre i podcasten Ude af Kurs. Vi har mødt Cecilie Buhl til en snak om Ude af Kurs.
Hvad handler Ude af Kurs om?
Ude af Kurs handler om de begivenheder, der skubber vores liv ud af balance, hvad end det er, når kæresten er utro, man bliver ramt af stress eller skifter retning i arbejdslivet. Alle ude af kurs hændelser udløser en eksistentiel krise, men det er mit formål med podcasten at vise, at der også altid er læring og indsigter at hente i disse perioder. For selvom de i momentet kan føles uretfærdige, så kan de også være med til at lede en i en ny — og sommetider bedre — retning.
Hvordan kom idéen til dig?
Jeg skabte Ude af Kurs, fordi jeg havde lyst til at skabe et trygt rum til samtalen om, hvad der sker i mennesker, når deres liv mister retning. For i de faser ligger der utroligt meget transformation. Jeg var selv træt af at åbne Instagram og primært se andres ferier, familieforøgelser og forlovelser, og havde lyst til at skrabe lidt i overfladen og åbne op for en samtale om alle de bølgegange, der unægteligt også eksisterer i et menneskeliv. For det er dem, der er så afgørende for, hvordan vi bliver som personer.
Hvilken feedback får du fra lytterne?
For lytterne er Ude af Kurs et åndehul, hvor de kan spejle sig i gæsternes liv og føle sig mindre alene. Ingen af os går igennem livet uden at føle os slået ud af kurs, og derfor er det så vigtigt at tale om det. Ude af Kurs rummer et væld af forskellige historier, nogle er mere lette, andre mere voldsomme, for sådan er livet også. Derfor er der noget at spejle sig i for alle.
Har du en favoritepisode fra serien, der specielt har rørt dig?
Jeg blev selv dybt påvirket af Rosa Lunds historie om partnervold, for det er desværre alt for udbredt, og alt for ofte ender man også med at bebrejde sig selv og ikke den voldelige partner. Rosa fortalte så åbent og sårbart om, hvordan det havde påvirket hende, og det synes jeg er så modigt som politiker. Hun er heldigvis på den anden side i dag.
Et andet afsnit der gjorde stort indtryk på mig var Mellissa Husseins, der mistede sin bror i et bandedrab. Hun deler ud af en vild historie om at vokse op i et utrygt hjem og se sin bror blive mere og mere utilpasset, indtil han ender i bandemiljøet. Mellissa insisterer på at tale højt om det, så det ikke sker for andre familier, og det har jeg så meget respekt for.
Jeg elskede også Akavet Emmas afsnit, hvor hun deler ud af, hvordan hendes liv blev slået ud af kurs, da hun kæmpede allermest med angst og måtte flytte hjem til sineforældre. Hun er så modig og tør at være sårbar, og jeg elsker hende for at være sådan en relaterbar rollemodel.
Lyt til Ude af Kurs i Skala-appen eller dér hvor du hører podcast.
Lyt til vores podcasts
Download Skala-appen og lyt til dine favoritter hvor som helst! Kom tæt på en stribe kendte danskere i Ude af Kurs og få spænding på farten med Anholdt og Okkult.
Hent Skala FM appen
Åbn App Store eller Google Play på din mobil og download vores app. Så kan du tage tidens store hits med på farten OG lytte til Verdens Bedste Morgen.







